Vi har fået hukommelsestab !

Hans Henningsen (forstander på Askov Højskole fra 1980-1993) døde for nogle år siden. Foruden et betydningsfuldt forfatterskab har han efterladt sine nedskrevne foredrag, beskedent lagt i skrivebordsskuffen. Jeg har gavmildt fået lov til at læse talerne af Ulla Henningsen. De har alle højskolegenrens umiskendelige sans for sproget, historien og sagen.  Talen ved sommerafslutning 1981 forudser skræmmende aflivningen af folkets skole og det blodbad, vi har skullet opleve, når konsulenthuset McKinsey implementerer finansministeriets ”centrale produktions- og effektmål.”

Dygtige skolefolk ved, at en pædagogisk praksis er præget af usynlige læringsprocesser, en ukendt fremtid, ukendte muligheder der må lades åbne, vigtige tvivl i for hold til didaktiske mål, eksperimentering i praksis, nødvendigheden af pædagogiske skøn, forståelsen af det pædagogiske paradoks samt en stor grad af tro, stemthed, vilje og engagement. Det er grundlæggende forudsætninger for at understøtte elevens mulighed for frie dannelsesprocesser som borger og menneske fremover. (jf. eks. Komischke-Konnerup).

Jeg vil gerne dele uddrag af Henningsens tekst med offentligheden. For at minde os alle om, at lærernes og pædagogernes pligt til/mulighed for at tage et personligt ansvar for en pædagogisk opgave, er hele forudsætningen for et humanistisk-demokratisk samfund. Lærerne/pædagogerne bør fortsætte med eller udvikle evnen til at kunne være i en kritisk-konstruktiv samtale med offentligheden.

Her er Hans Henningens ord, som udspringer af den højskoletradition, som har været med til at skabe et demokratisk-humanistisk samfund og som bør erindres i dag :

 

Det har i lang tid ikke været rigtigt fint at være for praktisk engageret. Og en utaknemmelig opgave har det i almindelighed også været. At analysere situationen – og til sidst situationens håbløshed – det har været sagen.

Den, der påtog sig en opgave, derimod, blev ofte genstand for mistænksomhed eller måske endda mistænkeliggørelse, hvor demokratisk opgaven end måtte være. I bevidstgørelsens elfenbenstårn var man så nogenlunde i sikkerhed mod selv at blive kritiseret.

Dog, hvad hjælper det, at man er i stand til at gennemskue undertrykkelse, magtmisbrug eller pampervælde, hvis man ikke selv vil være med til at gøre tingene på en bedre måde, så spiller man bare tingene i hænderne på nye pampere, for tingene skal gøres, og vil du og jeg ikke være med, og påtage os vores del af besværet, så er det jo os selv, der spiller op til de stærke mænd og kvinder. Er det pamperne og teknokraterne, der tager magten, eller er det os der giver dem den, fordi vi selv enten ikke gider eller måske især er for fine til at besmudse vores hænder og røre ved tingene? Det er det spørgsmål, som vi nok i forskellige forbindelser bør stille os selv.

Hvad hjælper det, at man er i stand til at gennemskue tingene, i stand til at afsløre indoktrinering og manipulation, fordomme og meget mere, hvis man ikke kan få et møde til at fungere, hvis man ikke ved, hvad en dagsorden er, hvordan afstemninger foregår og hvordan man træffer en forpligtende og ansvarlig beslutning.

Og hvad hjælper det, at man er nået frem til nogle gode og rigtige meninger, hvis man ikke er i stand til at føre dem og forsvare dem på en oplyst måde, d.v.s så man er åben for kritisk og modsigelse, så så man ligefrem søger denne konfrontation, fordi man ved, at kun det kan være sandt, som også kunne være falsk. Det er en selvfølgelighed, som desværre ikke alle forstår. Men al virkelig oplysning er tolerant, åben og frisindet. Ellers er der ikke længere tale om oplysning, men om fikse ideer eller ideer, som kun tjener det formål at stive et magtsystem af.

Det er meget væsentligt at være klar over dette, og det er også noget, der hører til den folkelige oplysning, der bør finde sted på en højskole. Det er ikke nok kun at interessere sig for, hvad der er de bedste eller de rigtigste eller de nyttigste meninger, men det er fuldt ud så vigtigt at vide, hvordan man omgås meninger og viden på en måde, så de kan bruges i et oplyst og demokratisk samfund. At vide dette er måske endda det væsentlige, og det kan man vide selv om man måske ellers ikke ved så særligt meget, selv om man ikke er, hvad man i almindelighed kalder særligt intelligent eller særligt dannet. Oplysning er ikke alvidenhed, det er ikke fejlfrihed, ikke frihed for illusioner eller ideologi, men det er meget mere en måde at forholde sig til viden og forståelse på. Også her må man naturligvis sige, at det ene udelukker ikke det andet. Det er godt for et samfund, at der er nogen der ved noget, at der er mange, der ved noget, ja ved meget og har set dybt i tingene og bag tingene. Men det bliver samfundet ikke oplyst af. Til oplysning kræves også frem for alt evnen til at omgås, hvad man ved og har gennemskuet.

Den side af højskolens målsætning, som jeg her har fremhævet, nemlig evnen til at påtage sig en opgave og et ansvar i samfundslivet og evnen til at omgås det, man ved og forstår, eller hvad – der er det samme – evnen til at gå ind i den folkelige samtale, det var for Grundtvig noget meget væsentligt, men det er måske nok ligesom det er blevet stillet noget i skyggen i højskolens faktiske virksomhed, hvor bevidstgørelsen ofte blev hovedsagen – helt fra højskolens begyndelse og frem til i dag.. Der er jo dem, der mener med tørre tal at kunne påvise, at højskolen slet ikke finder den betydning for folkelivet, som Grundtvig havde tiltænkt den. Helt uden betydning blev den nu givetvis ikke, slet ikke, men tit og ofte kom det hele nok til i langt højere grad at dreje sig om dette at finde sig selv og evt. meningen med tilværelsen, end det kom til at dreje sig om den anden side af sagen, det man måske med et samlende udtryk kunne kalde den folkelige duelighed eller noget lignende.

Måske er tiden inde til at vi prøver at rette denne skævhed op, så der kommer mere balance i tingene, så den ene side ikke forsømmes på den andens bekostning. Det er vigtigt, fordi der i den situation vi befinder os i, hvor håbløs eller uigennemskuelig den end måtte tage sig ud, i den grad er brug for evnen til oplyst forståelse og samtale og for at nogen tør tage en opgave og et ansvar på sig. Der er ingen, der vil gå ind i politisk arbejde mere, hører man overalt, i hvert fald de, der duer til det, de vil ikke. Og det samme gælder vel også snart alle former for tillidserhverv. Det er for surt og utaknemmeligt. At tage sig noget på, det være sig nok så regulært, det er næsten det samme som at bringe sig selv under mistanke. Og hvem gør vel det, hvis man kan blive fri og har andet at tage sig til og andet at leve af.

Det hele kommer nok af, at vi lever i et samfund, hvor trangen til at gennemskue efterhånden er blevet lidt overdimensioneret, og hvor den praktiske realitetssans til gengæld er svækket. På den måde er det forståeligt nok, for flere af de teorier, man bygger på i moderne samfundsvidenskab, f.eks. psykoanalysen, er slet ikke indrettet på at løse praktiske opgaver, men kun på at analysere og gennemskue. Det er en teori, der er ganske velegnet til at gennemskue kapitalmagten. Men lykkes det så at udmanøvrere kapitalstyret, hvad skal man så stille op med magten, hvordan skal man så styre samfundet, hvordan skal man f. eks. bære sig ad med at vælge en regering og hvordan skal man komme af med den igen, hvis den ikke duer ? Eller hvordan skal man sikre sig, at den offentlige debat fungerer som den skal, så man kan bevare det nødvendige overblik og den tilstrækkelige kontrol med, hvad forskellige instanser foretager sig.

Disse praktiske ting, der er nødvendige i ethvert samfund, stort eller lille, socialistisk eller ikke socialistisk, giver teorien intet svar på, næsten som man stiltiende gik ud fra, at fik man først kapitalmagten skaffet af vejen, så var der ikke mere magt tilbage, som kunne misbruges. Men det passer ikke, magten er den samme, nu er det bare nogle andre, der får den, og lærer de ikke at administrere på en oplyst og kontrolleret måde, så er man jo lige vidt. Intet viser tydeligere end dette eksempel, hvor vigtigt det er, at man ikke bliver stående ved den ene halvdel, at man ikke nøjes med kritikken, men også drager omsorg for tilstedeværelsen af de dertil nødvendige institutioner og det nødvendige antal mennesker, som har lyst og evner til at påtage sig de dermed forbundne opgaver(…)”

(Fra Hans Henningsens efterladte papirer.)