Snobberi i Magistrenes fagforening

Dansk Magisterforening er lammet i forhold til dette århundredes største samfunds- og arbejdsproblem: Manglen på fællesskab, fornuft, mening og sammenhæng! De kan ikke se problemet. De kan ikke se deres ansvar. De følger djøf-logikken, og vil kun se på alt, der kan data-ficeres, måles, handler om penge. Managementteorier har afvæbnet deres egen fagforeningen, for ”fjenden” kan ikke længere identificeres. Det er uendelig dyrt at knække offentlige fagpersonligheder, og lade dem styre af økonomer, jurister og forskningsresultater. De fleste fagfolk bryder sammen, officielt uden grund. Og sendes på endeløse dyre mindfuldnesskurser og karrierevejledningsforløb.

Det er for akademikernes fagforening alt for ”diffust” at dokumentere en af de mest hyppige årsager til stress og depression i dag: Meningsløsheden. Den meningsløshed, der konstant opstår, når offentlige arbejdspladser skal ”lege” private virksomheder, når it-systemer konstant udskiftes, når møder holdes for mødernes skyld, når emails skrives alene for at være besvaret, når videnskabelige metoder implementeres uafhængigt af praksiserfaringer, når mulige kommende omstruktureringer holder alle bolde i luften.

På udfordringen om at håndtere sådan et ”moderne” stressende, uklart og reformhærget arbejdsmiljø, svarer Dansk Magisterforenings konsulent:

Når jeg skriver ovenfor, at arbejdsmiljø er et diffust element, det er svært at forfølge, skyldes det, at kravene til ledelsen i forhold til støtte, og vurdering af hvilken arbejdsmængde man skal accepterer, ikke er fastlagt nogen steder. Derimod står det fast, at du skal efterleve de retningslinjer ledelsen formulerer (selvom du finder dem uhensigtsmæssige)”

Hvis magistrenes fagforening ikke kan håndtere stress, så står det slet til med den teoretiske og forskningsmæssige baggrund for at håndtere problemet i praksis. Man ville ønske man stadig var medlem af DLF.

Mennesket kan kun realisere sin autenticitet og personlighed, når det vil noget uden for sig selv, når det føler sig forpligtet, når det opdager sit personlige ansvar, når der er en fælles sag. Det er det, der skaber et folk. Fra vuggestue til arbejdsplads til plejehjem er det nu ikke længere muligt, fordi social engineering har overtaget vores mulighed for at tage valg og ansvar. Vi antager ikke længere, at folks erfaring fortæller noget om virkeligheden. Erfaringer betragtes som rent subjektive, en sag for terapeuten. Har man det dårligt på sit arbejde, handler det om manglen på private resurser eller evidensbaserede metoder.

Denne bevægelse er et generelt opgør med vores kantianske og grundtvigske ophav. En angelsaksisk snæver managementledelse eliminerer nu forestillingen om det personlige ansvar. Det ansvar, der ved hjælp af vores pædagogiske institutioner i forrige århundrede, udviklede os til et kontinentalt kritisk folk. Vi var et folk, der vidste og var opdraget til at være personligt forpligtigede som moralske væsner på et menneskeligt samfund. Vi arbejdede for en sag, et fællesskab.

Men folkets erfaring er ikke længere en vigtig kritisk instans ved siden af videnskaben og teknologien. Snævre teknokratiske videnskabelige resultater er blevet til dogmatik og den obligatoriske individuelle terapi til pietisme. I bund og grund et radikalt opgør med oplysningstiden.

Det betyder, at bl.a. sygeplejerske, lærere og pædagoger i øjeblikket alene skal måle og dokumentere. Ud med prosaen, er parolen i forvaltningerne. Der er ikke længere tid til kollegiale samtaler og faglige vurderinger, og enhver, der tynges af et personligt og fagligt ansvar, har et privat problem. Metoder, og manualer (indopererede chips?) bliver gjort obligatoriske uden mulighed for fagpersonlige vurderinger fra sag til sag, fra person til person, fra sted til sted etc. Indadtil fører det til professionsdepression og personlig afmagt. Udadtil ophører vi med at være et demokratisk og humanistisk samfund. Med at være et folk.

1965 advarer højskoleforstander Knud Hansen os om, at 2. verdenskrig kan gentage sig, hvis videnskaben og teknologien får dominans:

”(…) vi skubber ansvaret fra os og overlader det til de sagkyndige. Men det er ikke nogen ufarlig ting at gøre det. At skaffe sig af med ansvaret er nemlig til syvende og sidst det samme som at skaffe sig af med friheden og at skaffe sig af med sin demokratiske ret til at tage del i samtalen.

Den frygt havde professor Jens Rasmussen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole overhovedet ikke knap et halvt århundrede senere. Tværtimod. I DPUs månedsblad juni 2010 talte han for at indføre videnskabelige metoder som et alternativ til de studerende kritiske tænkning. I et opgør med en forældet dannelseskultur:

Syntesen mellem teori og praksis får lov til at foregå i den enkelte lærerstuderendes eget hoved. Det er ikke godt nok, når vi faktisk har veldokumenteret viden om og metoder, der kan vejlede lærerstuderende og lærere i differentiering af undervisningen på kyndig vis. Det er det, vi ser i Canada og Singapore.

Lærerstuderende skulle ikke længere tænke kritisk, men alene udføre videnskabelige metoder. Præcis det, som Knud Hansen i 1965 advarede os i mod. Rasmussens ideal er desværre nu realitet: Forskningsbaserede metoder og resultater styrer nu indhold, form og mål hos studerende og lektorer på læreruddannelsen. Det er ganske enkelt derfor, der er et kæmpe frafald på lærerstudiet.

Reformer er derfor ikke længere et stykke praksis, virkelighed. De handler alene om at planlægge og evaluere. Uden at tænke på gennemførslen, på praksis. Vi skal først og fremmest være videnskabsbaserede. Vi er ikke længere et folk forankret i virkeligheden. Vi er nu alle akademikere, hævet op over og uafhængig af praksis.

Lærerens fagforening beder nu selv om et kandidatniveau, om at blive akademiseret. Men i den akademiske kultur er der ikke tradition for solidaritet – akademikere var jo den individualiserede elite – så her er det ikke god selvforståelse at være et ”offer” for urimelige arbejdsvilkår. Akademikere er opdraget til individuelt at forfølge et godt cv, og være på afstand af praksis. Dansk Magisterforening støtter dette ensomme selvpineri ved kontant at opfordre deres medlemmer til at tage på lederkurser, gå til psykolog eller bare sygemelde sig, hvis de ikke kan holde til de nye psykiske arbejdsvilkår.

Fagforeningen støtter på den måde regeringens forsøg på at eliminere det personlige ansvar med metoder-der-virker. Idealet er, at sygeplejersker, lærere og pædagoger skal kunne erstattes ”in the middel of the sentence”. En vikar eller ny-ansat kan jo nemt overtage, hvis han bruger samme metode. Således kan ledere forandre enhver organisation lynhurtigt, helt uden modstand fra de ansatte. For der kan og skal ikke længere selvstændigt overvejes forholdet mellem hvad, hvordan og hvorfor. Ikke foretages valg, udvikles holdninger, og påtages ansvar. Tilbage er følelsen af at være kriminel, hvis manualerne og Excelarkene ikke følges. Hvad de ofte ikke kan. Så må den u-robuste ansatte til psykolog. Og indse at hun skal ”sænke overlæggeren” eller gå til yoga, terapi, tage piller eller flere varme karbade.

Men forskningsresultater er ingen sandhed. Tværtimod. Videnskaben er en sparringspartner, en inspiration, en refleksionsmulighed. Ellers har man totalt misforstået, hvad oplysningstiden handlede om. Tidligere højskoleforstander Hans Henningsen husker os på, at ”Hvad Grundtig ville, var derimod at bringe tingene frem i lyset til folkelig debat inden for den ramme, som førende samfundsfilosoffer nu kalder ”livsverdenen”. Dette betød intet mindre end at videnskaben fik en instans ved sin side”. Metoder er inspirationskilde til det kritiske (politiske) menneske, ikke en manual.

Fortsætter vi med de arbejdsvilkår som bl.a. sygeplejerskere, lærere og pædagoger i øjeblikket har, så er vi på vej ud af oplysningstiden og ind i en før-moderne tilstand. Vi har simpelthen nået grænsen for, hvad man kan kalde et humant samfund. En ansat må kunne foretage valg og have et personligt ansvar. Ellers findes det humane til sidst alene på landets hospicer.