Manualbevæbnede robotter

Er Folkeskolen for fagpersonligheder eller manualbevæbnede robotter ?

Har du prøvet at være på arbejde uden at kunne tage et ansvar, uden at vide, hvad du var ansat til og uden at vide, hvordan du blev vurderet? Har du ydermere taget en uddannelse, og pludselig er faget nedlagt, og underligt nok synes ingen at vide, hvad du har lavet de sidste mange mange år. Ja jeg taler om lærerne, og måske også mange andre professioner i dag Og nej, dette er ikke et blindt forsvar for lærerne, der har svigtet ved ikke at fortælle omverdenen om, hvad pædagogik og didaktik egentlig er. Ja, de har sovet i timen og troet, ingen ville røre deres område, fordi skolen jo er så vigtig og helt afhængig af lærernes praksis.

Men hvem vil ikke forsøge at ramme alt muligt så alle bliver glade. Det gør man som menneske ofte i det moderne samfund. Man glemmer så let, hvad ens kerneydelse er og hvem man som fagperson er i den forbindelse? Det er et moderne eksistentielt vilkår, som gælder alle professioner. Og hvis professioner ikke en gang i mellem bliver mindet om deres kerneydelse og anerkendt for viljen, for indsatsen, så kan det ende i en professions-depression.

Alle os, der har haft en depression, ved det. Den kom, da vi havde glemt, hvorfor vi er her og ikke kan finde meningen længere. Således også for professioner. Der kan udvikle sig professionsdepressioner, fordi en hel profession eller en kernefaglighed bliver misforstået, overset eller ikke anerkendt. Husk på, at læreren ikke er ansat til at vide klar besked om elevens læringsprocesser. Han er ansat til at have en omgang med læringsprocesserne og denne omgang hedder undervisning. Han bliver netop uddannet i didaktik og skal kunne planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen og herigennem forholde sig til spørgsmålet om hvordan, hvad og hvorfor hvilket skal ske i undervisningen. Ingen nok så videnskabelige clearede metoder kan gøre det uden lærerens kritiske lokale personlige ansvarlige praksis.

Ofte har jeg mindet lærerne om, hvad deres opgave og ansvar var. Vi har sjældent være uenige her, men de glemmer det i hverdagens praktiske og personlige udfordringer i forsøget på at leve op til en masse forventninger. Men lærerfaglighed er noget bestemt og ikke alt muligt(jf. L. Komischke-Konnerup). I den forbindelse er det elementært, at der ikke findes synlig læring, da den netop udmærker sig ved at være individuel og usynlig. Vi kan ikke lære på vegne af andre og vi kan ikke se ind i hinandens hoveder. Det ved enhver, der forsøger at opdrage egne børn. Vi kan ikke erfare på vegne af vores børn og vi kan ikke vide, hvad de lærer. Vi forsøger at gætte os til det, vi forsøge at samtale med dem og vi forsøger at lave nogle øvelser, der gør, at det er sandsynligt, at de lærer noget bestemt og ikke det modsatte. Kunne vi vide, hvad de lærer og kontrollere det, så ville vi enten være Vorherre eller antage de var robotter eller dyr.

Gør vi lærere ansvarlig for elevers læring ved alene at henvise til læringsmål og synlig læring, så vil de fleste lærere på få måneder nå et stressniveau, der er livsfarligt. Ingen kan være ansvarlig for en andens læring, fordi det ganske enkelt ikke er muligt eller ønskeligt at kontrollere frie læringsprocesser. Det ville være som at skulle være ansvarlig for vejret eller aktiekurserne. Men vi kan sætte undervisning i gang, der har en sådan kvalitet, at det er sandsynligt, at eleven opdager sin læringsnatur, bliver ansvarlig overfor den og tilegner sig en masse viden om omverdenen. Det er det, der hedder didaktik.  Den proces afhænger helt af praksis, det vil sige, at den er tids- sted- og personafhængig samt forudsætter, at læreren tænker selvstændigt, er en fagpersonlighed og føler sig personligt ansvarlig.

Når vi med skolereformen lægge op til, at eleven skal opleve modsætningerne ”faglig fordybelse” og ”synlig læring” (når man er fordybet i noget, så opdager man netop ikke man lære, så er man i processen), så er det åbenlyst, at det samme bør læreren også have mulighed for. Men jeg vil gerne være det øjenvidne, der fortæller, at det ikke lykkes ved hjælp af de nye arbejdstidsregler om tilstedeværelseskrav, ved hjælp af dokumentationskrav, ved hjælp af offentliggørelser af karakter og nationale test, ved hjælp af manualer, der fortæller lærerne, hvordan de skal undervise osv.

Specielt det sidste har været fornærmende, fordi mange af skolereformens såkaldte kreative og innovative tiltag om tværfaglighed og kropslig bevægelse er elementer, der systematisk er fjernet fra læreruddannelsen og folkeskolen de sidste 10 år, og nu implementeres via angelsaksisk forskning! Alle tiltag i skolereformen har siden 1960erne allerede været en del af en elementær og fundamental didaktisk kunne og viden ( jf W. Klafki og H. Henriksen) Det er det, vi har undervist lærerstuderende i på læreruddannelsen de sidste 50 år ! Det ”innovative, kreative og entreprenante”, som det hedder i dag med engelske buzzwords, hed tidligere den ”praktiske musiske dimension” og var kilden til mange spændende undervisningsforløb. Men denne dimension forsvandt ved årtusindeskiftet i forsøget på at få læreruddannelsen til at leve op til globale akademiske og videnskabelige parametre, hvor eksempelvis sløjd og håndarbejde ikke længere virkede relevant i pisa-sammenhænge.

Fokus på forholdet mellem undervisning og læring, og undervisning og opdragelse er heller ikke nyt, det er et kerneområde i læreruddannelsen. Tidligere var dette fokus fastholdt i faget almen didaktik og pædagogik, men nu er fagene fjernet fra læreruddannelsen. Først at fjerne noget, for så at introducere det som om en forsimplet ny metodefixeret videnskab, som lærere bør oplæres i, er ganske simpelt en fornærmelse. Sammen med den afmagt lærerne oplever med implementering af den nye skolereform, vil det ende med en professionsdepression, der vil føre til mange langtidssygemeldte i skolen og en mængde lærere, der flygter over i de frie skoler.

Der er ingen tvivl om at politikere, forskere og en del ledere vil vedblive med at sige, at skolereformen er en succes, også selv om den slet ikke er praktiseret endnu og følgelig ikke kan evalueres. Regeringens didaktik har åbenlyst ikke været hæmmet af praksis og fordrer ikke den didaktiske tredeling: Planlægning, gennemførsel og evaluering. Regeringen synes at kunne nøjes med to faser: planlægning og evaluering. (Som når faglig fordybelse og synlig læring komisk nok bliver synonymer).

Men hvis det egentlig ikke er regeringens hensigt at kvalificere undervisningen didaktisk, er det selvfølgelig også ligegyldigt om lærere sygemeldes, så kan enhver ufaglært med en manual tage over.

Det her er ikke alene en faglig kritik af en skolereform, hvor lærerforeningen, forvaltningen og politikere er endt med helt bogstaveligt at være uden for pædagogiske rækkevidde; fordi der ingen didaktiske argumenter anvendes og hermed bare en flig af en skolefaglighed.

Det her er også et opråb om at finde hinanden. Ikke for lærernes skyld, ikke for forældrenes skyld, ikke for elevernes skyld, men for fremtidens skyld. Skal vi vedblive med at have et demokratisk og humanistisk samfund, så må vi som samfund være inden for pædagogisk rækkevidde. Vi må have faglige (dvs. didaktiske-pædagogiske) kriterier for skolereformen, og det er det, vi i årtier har uddannet lærerne i dyre domme til. Skolereformen handler derfor eksempelvis ikke om lektiecafe eller ej. Det handler i stedet om, at lektier skal være en del af en kvalificeret, didaktisk overvejelse, så vi kan give de kommende borgere en god undervisning. Det hedder ikke ”synlig læring” og ”fordybelsescafeer”, men simpelthen helt enkelt ”god undervisning” indenfor mit fag.