Læreruddannelsen i fremtiden

Med oplysningstiden og videnskaberne startede et opgør mod teokratiet i Europa. Det endte i Danmark med et humanistisk samfund og demokratiske skoler. Men nu er tiden kommet, hvor vi seriøst må spørge os selv, om vi nu er på vej ud af oplysningstiden og ind i et teknokrati. For i forsøget på at legitimere de seneste skole- og uddannelsesreformer ophøjes internationale forskningsresultater til ufejlbarlige sandheder på læreruddannelsen og it-programmer indføres som rene manualer i Folkeskolen. Alt imens lærernes sunde fornuft, kritik og erfaring italesættes som nærmest uprofessionel og halv-kriminel.

Den elementære skelnen mellem teori og praksis er totalt elimineret under KLs sidste års implementering af obligatoriske planlægnings- og evalueringsprogrammer, (MinUdannelse, MeeBook), af lærings- og kompetencemålsstyret undervisning, af bunke-opdragelseskurser i ”synlig læring” samt dominansen af sociologiske, neurologiske, psykologiske teorier på læreruddannelsen. I skole- og uddannelsesverdenen ”overføres” teorier, metoder og programmer direkte til praksis. Det umyndiggør både skoleledere, lærere og elever. Og sætter dem i en skiftende tilstand af almagt og afmagt. Det kan intet menneske holde til. Fordi det ganske simpelt er umenneskeligt

 

Vi fødes to gange

Ifølge den pædagogiske filosof J. J. Rousseau fødes mennesket to gange: Første gang biologisk, anden gang pædagogisk. Uden undervisning og opdragelse (pædagogiske handlingsformer) er mennesket alene et menneske i biologisk og juridisk forstand, men ikke nødvendigvis menneske-lig. Vi har derfor etableret pædagogiske institutioner – bl.a. skoler – således at børn ikke er overladt til deres egen lærings-natur på godt og ondt (arv og miljø), men også møder en undervisnings-kultur. I skolerne indføres vi derfor i forpligtende fællesskaber og opfordres til demokratisk dannelse. Kort sagt, Folkeskolen er et frirum fra ”livets skole”. Her er tid og rum til – med skolefagene – at pege på menneskets mulighed for at vælge og hermed tage et personligt ansvar i fremtiden. Her udvikles viljen og livsmodet, så mennesket kan blive myndigt og menneske-ligt.

 

Derfor har vi besluttet i Danmark, at folkeskolen ikke slutter med eksamener, ikke har pensum og ikke kan dumpe elever. Vi har derimod prøver, ”fællesmål” og man forlader Folkeskolen, når man er 15-16 år. Helt uanset udfaldet af afgangsprøverne. Vi har, som et humanistisk-demokratisk samfund, bestemt at børn skal have lov at være børn til de er 15 år og at, det ingen mening giver at kunne dumpe denne proces………..børn kan ikke fejle det at leve i 15 år. At have et liv. Og hører alle til skolefællesskabet, uanset hvilken baggrund og potentialer de har.

 

Det er præcis det, som lærerstuderende skal lære at forstå og praktisk understøtte. I Folkeskolen og på læreruddannelsen opdager og fastholder vi først og fremmest menneskets menneskelighed. Derfor skal lærerstuderende have mulighed for – ved hjælp af den viden, færdigheder og holdninger der udvikles i undervisningen – at tage et professionelt og personligt ansvar for kommende generationer.

 

Professionalitet og personlighed

Og al professionalitet er her altid også personlig. Man er ikke uprofessionel i den pædagogiske praksis, hvis man er personlig. Det er derimod en forudsætning. Forskere på klassiske universiteter udmærker sig ofte ved ikke at inddrage noget personligt. Her kan det ofte være en kvalitet.  En forsker er netop en, der kan holde sig på afstand af et emne. Lærerstuderende skal derimod kunne håndtere forholdet mellem teori og praksis, mellem begreber og erfaringer, mellem nærhed og distance. Det er det, som lærere får deres løn for. Og det er ofte grunden til, at de har valgt præcis læreruddannelsen, og ikke universitet.

Derfor hverken kan eller skal lærere kunne legitimere deres handlinger alene ved hjælp af videnskabelige resultater eller bekendtgørelser fra myndigheder. De har derimod en faglig – didaktisk og pædagogisk – forpligtigelse til at fortager pædagogisk skøn i stedet, fordi al teori og lovgivning skal tolkes didaktisk. Teori og lov er altid abstrakte betragtninger. Den pædagogiske praksis er derimod altid bundet til tid, sted og personer. Professor i pædagogik, Erling Lars Dale formulerer det således

Som didaktiker står man i et reflekteret forhold til forskrifterne, blandt andet for at kunne udøve offentlig kritik af dem. Professionalitet i skolen som organisation kræver, at lærerne bliver tilkendt retten til at være didaktiker” ”(Pædagogik og professionalitet”, Klim, 1998)

Læreren har pligt til at møde teorier, metoder og lovgivningen med deres sunde fornuft, personlighed og erfaring. Alene fordi de i sagens natur er tvunget til at personificere selve praktiseringen af disse teorier, metoder og love. Bogstaver handler ikke. Det gør mennesket.

 

Mennesket kan fejle

Videnskaben skal derfor bidrage til menneskets kritiske sans og sunde fornuft, og kan ikke behandles som manualer. Teorier og metoder er skrevet af mennesker. Og mennesker – ulig dyr – kan tage fejl, men også lære af fejlene. Politikere, embedsmænd og forskere kan tage fejl! Lærere kan tage fejl i undervisningen og eleverne kan fejle. Klassiske universitetsfag kan aldrig repræsentere og definere en professionsdidaktisk på læreruddannelsen: I pædagogikken er praksis primær. Den er ikke et beskidt biprodukt, der skal teoretiseres, måles, styres og kontrolleres. Virkeligheden er et livsvilkår. Det er derfor helt nødvendigt med indsigt i Folkeskolens traditioner, personligheder, fællesskaber, erfaringer, kropslighed, handlingsformer, ansvar og opgaver –  hvis man reelt vil kvalificere professionshøjskolerne og Folkeskolen.

 

Pædagogisk praksis er paradoksal

Pædagogisk praksis er eksempelvis kendetegnet ved altid at være fuld af dilemmaer, konflikter og paradokser, hvilket giver anledning til at anvende teorier og empiriske undersøgelser for at kunne reflektere klarere over det uklare. Skoleforsker Leo Komischke-Konnerup karakteriserer den pædagogiske praksis som modsætningsfyldt og eksperimenterende, fordi eleven på én gang skal blive fri og forpligtet, og vi samtidig hverken kan kende elevens fremtid eller hendes læringsmuligheder.

Det kræver i praksis, at læreren først og fremmest skal håndtere denne konstante manglende viden. Videnskaben og lovgivningen kan ikke give endegyldige svar. Eleverne er ikke maskiner eller dyr – men mennesker med muligheder, der viser sig i tiden. Læreren befinder sig ikke i fiktionen verden eller i paradis. Pædagogisk praksis handler om menneskelivet, hvor der også lides og fejles. Her er ofte snot, blod og tårer.

 

En højskolekultur

I skolen findes derfor ikke ”sikker viden”. Ingen ”metoder-der-virker”.  Ingen teorier, der direkte kan praktiseres. Her kræves derimod en tillids- og en samtalekultur, som højskolemiljøet ofte repræsenterer. Derfor har lærerstuderende brug for en historisk-poetisk dannelse, så de kan navigere i en uforudsigelig pædagogisk praksis. Her er akademisk-videnskabelige teorier og metoder ofte begrænsende. Ja til tider endda problematiske. Dels, fordi de kommer i så store mængder, at de studerende ikke kan nå tænke selv. Dels, fordi de studerende får det fejlagtige indtryk, at teorier, metoder og bekendtgørelser skal diktere og definere praksis. Lærerstuderende kan således miste både deres sunde fornuft og personlige ansvar på læreruddannelsen.

Læreruddannelsen kan også – professionsdidaktisk – kvalificeres af akademiske og videnskabelige arbejdsformer. Men læreruddannelsen handler desværre – eller heldigvis –  ikke udelukkende om at forskningsbasere; specialisere, individualisere, akademisere, evidensbasere osv. Den handler i stedet om de menneskelige fællesskaber, som Folkeskolen har til opgave at skabe, udvikle og bevare. Ellers er vi på vej ud af oplysningstiden…og ind i en akademisk abstraktion, i et teknokrati.