Kvinde kend din ?

Højskolens har 175 års jubilæum i år.

Højskolebevægelsen har altid ønsket ligestilling. Faktisk blev det kvindelige hyldet her, kvinden fik lov til at smide korsettet og gå ved siden af sin mand på arbejdet,….ikke bagved.

Mænd har i årtusinder futtet rundt med en kølle for at forsvare stammen, kvinderne og børnene. Og jeg vil ikke forklejne en urnatur, som jeg tror er mere dominerende, end vi kan forestille os. Vi har kun haft huse og biler i nogle korte sekunder i menneskets historie. Men alligevel. Der skal ikke meget Freud til for at bede om bare lidt selvkontrol.

Det kan godt være at kvinderne så har domineret Folkeskolen siden sidste verdenskrig, hvor de også kom ud på arbejdsmarkedet, men mænd sætter sig i dag på hele sendefladen, når det gælder politisk, økonomisk og journalistisk magt. Der skal simpelthen råbes dobbelt så højt og være nær det perfekte, hvis en kvinde skal høres og ses.

Mænd kan sidde i badesandaler og grynte noget usammenhængende. Det bliver de alene klassificeret som mere folkelige af. Derfor har mænd opfundet Folkemødet. Så de både kan klø sig selv i røven og samtidig tage sendefladen. Og så bliver de ovenikøbet tiljublet for at kunne multitaske præcis den kombination. Fordi de bare på forhånd har så meget mere ret til at definere, hvad der er fornuftigt i offentlige sammenhæng.

I disse managementtider har de bare en fest med deres indre svinehund. Se på skole- og uddannelsesområdet. Hvem er det, der har taget hele Mærsk-kagen, hvem er det, der har gjort karriere på reformer og fusioneringer, hvem er det, der er blevet professorer på tvivlsom reformvenlig såkaldt forskning og hvem er det, der er ledere for alle mulige foreninger og bestyrelser inden for det pædagogiske område?

Jeg vil ikke kalde mig en bitterfissen, men jeg vil gerne indstifte en pris, hvor kvinder nominerer andre kvinder, der afslører alle de mænd, der altid flyder ovenpå i magtstrukturerne og gudhjælpemig gør det sjusket og uden almen dannelse. Jeg har 25 års opsparet irritation der.

Og jeg kan love jer for, at da jeg gik i folkeskolen hele striben af 70er-årene, så lærte jeg, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Kun når det gjaldt Kvinder-Kend-Din-Krop. Desværre var der ingen, der skrev Mænd-Mærk-Dit-Magt. Så havde mænd måske opdaget, at magt ikke er noget, de bliver nødt til at tage på bekostning af kvinder. At de ikke taber den ved at samtale og anerkende det modsatte køn. Så der i dag helt er glemt kvindernes sportspræstationer. Og vi konstant skal se og høre om EM i fodbold i 1992.

Jeg fik min første søn det famøse EM-år. Jeg har nu 3 voksne sønner. Og selvom jeg engang gerne ville have en pige, så er jeg i dag hver eneste dag lettet over, at de er mænd. De har bare så meget mere ret til at træde ind i det offentlige magtrum. De har en selvfølgelighed over dem. Hvis de fejler, når de bliver ældre, er det også så meget sværere, end hvis de var døtre. Der vil jeg gerne være solidarisk.

Men det er simpelthen umuligt at komme til for mænd i denne tid, hvor skole- og uddannelsessystemet er blevet et eldorado for en akademiske karriere og den økonomiske bundlinje. Mænd er da gået helt i rollespils-selvsving, og render nu rundt og leger direktør for Novo Nordisk, selvom de studerer pædagogik eller leder nogle fusionerede kommuneskoler. Efter der er fløjet en han-alfa ind i jakkesæt fra overthere, der foran en kæmpe powerpoint iført McDonalds mikrofon påstår at vide alt om danske børns liv og læring, så må vi kvinder da simpelthen blive enige om, at nok har mændene taget hele den offentlige sendeflade, men nu bliver vi altså nødt til i praksis at gøre, hvad vi kan for at beskytte børnene.

Jeg er så uendelig træt af karrierehungrende akademikere, der har sat sig på den pædagogiske kritik på en one-man-show-måde, så man bliver i seriøs tvivl om, hvorvidt det handler om en vej til karriere og kendiseffekt, eller om det virkelig handler om en dybfødt interesse for pædagogik

Jeg oplevede meget tidligt på UCSyd, at pædagogik var en karrierevej og at kritik skete, når der kunne startes en intellektuel konfrontation, hvor deltagerne kunne fremhæve deres egne akademiske meritter og profil. De designede sig selv, fandt på nye begreber, de kunne tage patent på (som nu ”pissedårlig undervisning”), og de gjorde sig til i forhold til ledelsen, som de lige synes kunne fremme deres karrieremuligheder. Enten fordi ledelsen var bange for dem, synes de var klogere end dem eller kunne lide, at de repræsenterede en universitets-jagon, som kunne højne professionshøjskolens image hos managementfolket. Jamen det var kvalmende at se på.

Mange – mest mænd –  har de sidste år sat sig på al pædagogisk kritik og taget patent på dannelses-kampen, uden kærlighed til lærere, praksis-forståelse, politisk indignation, og ofte kun med interesse for en ting: At blive professor. Med langt hår og røde bukser lykkes det dem at tage alt: Folkeskolen, Højskolen, Professionshøjskolerne etc.

Hvad betyder det for skolen som fællesskab og dannelsesinstitution, at vi nu leger OL for børn og voksne?

Vi har nu statsskoler med en fed ring af it-konsulenter, klondike-konsulenter og karriere-akademikere, men som frøer i opvarmet vand, så tror vi stadig, de mener det alvorligt og vi leger stadig ”folkeskole”, Men den findes ikke længere, det er blevet en statsskole, hvor folk gør karriere.

Jeg har ofte forsinket feministisk febrilsk klustrofobi. Hvorfor arbejdede jeg på mænds præmisser i et system, der kun fremmer mænds karriere – med mindre man kan finde kvinder, der er så dumme at de siger ”relationsarbejde” 25 gange på en side, for så kommer de også med på karrierestigen. Men for mændene er de ufarlige, de der kvinder med flow og mindfuldness. De holder strejken nede, oprøret væk, for de får alle til at tro, at alt kan reddes med psykologisk og kropslig balance. I stedet burde de tage fat i årsagen til ubalance, som  i dag soleklart er en karriere-akademiske djøffiseret u-pædagogisk styring af de pædagogiske institutioner. Enhver karrieremand ved, at de kan sidde i læ bag mindfullness-kvindernes ”godhed”

De konservative er ikke længere dem, der holder på ansvar og fællesskab. De nye konservative (fastholderne) er støjsenderne, der bliver ved at overloade praksis med nye begreber, data, statistikker, itprogrammer, artikler, akademiske titler…. Som troldehærens fakenews, det lammer folket, så magten kan arbejde bag støjen, sirenen, Odysseens-lokken-i-fælden.

Når jeg læser folkeskolen.dk,eller Fuglsangs totalt uvidende artikler om Folkeskolen i Politiken, mens jeg hører forfærdelige historier ude fra skolemarken, ja så tænker jeg plat, at gudskelov er mine børn der ikke længere og jeg kan nu kun drømme om, at der efter min tid kommer en ny højskolebevægelse. Med det skole- og uddannelsessystem vi har udviklet, så vil vi være så mange med diagnoser, at det bliver det mest normale. Så opstår der parallelsamfund. Håber det bliver en ny højskolebevægelse.

Det er bare en rar tanke, som jeg hygger mig med.