Kemo og klasseledelse

Der er to steder, hvor mennesket ikke vil spare. Det er på sundhed og uddannelse. Så der skal der bruges penge, koste hvad det vil. Også hvis det koster helbredet og den almene dannelse.

I 1950erne gik medicinindustrien sammen med universitets-forskningen i Amerika. Mange af universiteternes bestyrelser fik således indsat donerende bestyrelsesmedlemmer fra medicinindustrien. Og nu begyndte en kamp om monopol, patent og forskningsmidler. Samtidig var landet i spunikchok, fordi russerne fór rundt i rummet som de første i verden. Sputnikchokket resulterede i en nærmest religiøs tro på naturvidenskaben i Amerika. Det vil sige en nærmest dogmatisk og pietistisk tro på den positivistiske metode. Det, der nu kaldes et “faktum”, “empiri” og videnskabsbaseret forskning. ”Science” fik samme status i Amerika, som teologien havde haft det i middelalderen i Europa. Neurologien, adfærdspsykologien, kemi, biologi osv. var nu den egentlige ”sandhed” i Guds eget land.

Kemo-industrien udnyttede den blinde tro på videnskabsmetoder. Præcis som de gejstliges udnyttede syndsbevidstheden i middelalderen, hvor der blev solgt afladsbreve i middelalderen. Kemoindustrien etablerede hurtigt et hav af forskningsprojekter, der producerede ”sandheds-”-statistikker over, hvor beviseligt det var at deres produkter virkede. Ganske som it-industrien i dag “beviser”, at it-baseret undervisning i skoler og uddannelser virker. Ingen anden end kemoindustrien havde nu råd til at betale for forskning og de statistikker, der kan “bevise” kemoens virkning. Således kom en sluttet ring, der i dag er jernhård. Kemosalg = penge = råd til forskning – det vil sige eneste statistikker på markedet – = monopol på den statens kræftbehandling. Hvis natron, citroner, vitaminer, mineraler eller andet i realiteten havde lige så stor virkning i kampen mod kræft, ville ingen alligevel finansiere forskningen. For du kan ikke tage patent på naturen.

Kun den universitetsfaglige forskningsbaserede produkt kunne blive en del af den konventionelle kræftbehandling i efterkrigstidens amerikanske drøm. Ethvert alternativ blev derfor direkte forbudt i Amerika. Alternativ behandling er jo ofte forbundet med naturprodukter. Og naturen kan som sagt ingen tage patent på. Ergo er der ingen penge i den. Og hermed ingen forskningsmidler. Og derfor ingen såkaldte videnskabelige beviser.

Således ender det også snart på skole- og uddannelsesområdet. Ethvert lærebogssystem i Folkeskolen og en hver pensumliste på uddannelserne skal nu være forskningsbaseret. Og forskning skal finansieres. Så kun de forskere, der lægger sig op af den viden, der i forvejen er accepteret under de politiske skole- og uddannelsesreformer, kan få forskningsmidler. Således er enhver industri sikker på ikke at blive udfordret med forskningsresultater, som helt underminerer deres forskningsstatus. En ubrydelig ring er sluttet.

Så der bliver virkelig givet kemo. Jo mere jo bedre.. For vi finder flere og flere kræfttilfælde tidligere og tidligere. Og hurtigere og hurtigere skal der gives al den kemo, der er mulig. Meget kemo er bedst. Og for en kræftpatient beregnes den efter kvadrater meter hud, højde gange vægt. Bivirkninger er det eneste, der kan sætte en max på kemomængden. Eller det vil sige, faren for at patienten dør er eneste stop for kemobehandlingen. Som udgangspunkt skal der gives så meget kemo som muligt, alene patientens bivirkninger kan tvinge til at gå ned på lavere dosis. For man kan jo ikke behandle døde mennesker. Så det handler først og fremmest om at holde ud og tage bivirkninger med oprejst pande. Jo mere kemo, jo bedre.

Men så tilbyder staten også helt fri benyttelse af terapi og lykkepiller, når du udholder kemobehandlingen. Alt her er ad libitum. For lykkepiller og terapi er også en kæmpe industri, der vækster samtidig med, at der diagnosticeres flere og flere kræftpatienter. Udholder man kemoen, er der ingen smalle steder med hensyn til lykkepiller og terapi. En kræftpatient kunne købe en alternativ kræftbehandling alene for udgifterne til lykkepiller og terapi. Og ligesom kemobehandlingen så er lykkepillerne stort set standardbehandling for en kræftpatient. Sammen med psykologtimerne. På den måde fremmer hver diagnosticeret kræftpatient BNPproduktet, så patienterne så rigelig giver tilbage af alt det, de har fået på skattebilletten. Det giver vækst. Arbejdsplader. Kan noteres på børsten. Giver os alle en følelsen af, at vi har styr på krop og psyke. Mange lever godt rundt om kemoindustrien; parykmagere, mindfuldnessinstruktører, terapeuter…………

Alle ved, at der som kræftbehandling i Danmark  alene tilbydes  kemo, stråler eller piller. Hvis patienten ikke kan eller vil modtage de tre behandlingsformer, så kan der ikke behandles over skattebilletten. Så må patienten selv betale. Tager man til behandling i udlandet, mens man er på sygedagpenge på grund af en kræftdiagnose, kan de uger eller måneder af kommunen klassificeres som ferie. Da man ikke modtager det konventionelle kræftbehandlingstilbud, så må man selv ligge og rode med enhver finansiering. Man er så at sige gået imod videnskaben (vor tids teologi, dvs. ypperstepræster) og bliver nu klassificeret som enten privat (det vil sige som idiot) eller som indblandet i hekseri. Allernådigst kan man betragtes som turist i den periode. Og løber man fx.brystkræftløbene ”for livet”, så er det nærmere “for kemoindustrien”, man løber. Knæk-Cancer er den årlige festdag for kemoindustrien.

Al snak fra patienten om alternativ behandling fører alene til tavshed fra statens hospitaler. Det er så at sige uden for lægernes pensum på lægeuddannelsen. Og et nej tak til kemo betyder, at man ikke kan indgå i sygehusets formelle aktiviteter længere. Kræftpatienter eksisterer simpelthen ikke i hospitalssystemet, hvis de ikke er en del af den konventionelle behandling:  kemobehandlingen. Dermed eksisterer den ”ulydige” patient heller ikke i statistikkerne. Det skal der ikke meget matematik til at se, giver nogle ufuldstændige statistikker. Enhver snak om kure, der ikke indbefatter kemi eller stråling er udelukket. De er så at sige på eget ansvar. Er betragtet som ren selvmord.

Samme amerikanske kapitalistiske bevægelse finder vi nu på skole- og uddannelsesområdet. For bare 10 år siden var skoler og uddannelser næsten uden for markedsvilkårene, fordi staten dengang mente, at her måtte der alene være fagfolk. Specielt Folkeskolen har førhen været uden for vækstpotentialet og industriens fangearme. Fordi vi havde fagligt dygtige folkeskolelærere, der selv udformerede deres undervisningsmateriale, der selv udviklede metoder tilpasset deres lokale rammebetingelser, der selv holdt pædagogiske udviklingskurser etc. Det var der ikke mange, der kunne tjene penge på. Tværtimod. Der var næsten ingen private aktører her. Lærere var jo uddannede til selv at tage et ansvar for fx. undervisningsmetoderne. Staten fik ualmindeligt meget for deres penge dengang, fordi den antog, at lærere var uddannede og hermed undervisningsansvarlige. Selvom det selvfølgelig ikke altid var uden fejl fra lærernes side: Den pædagogiske praksis er jo eksperimenterende. Her er ikke metoder-der-virker. Her kan der tolkes forkert. Men der er ikke noget at gøre ved, sagde 150 års viden og forskning. Sådan er menneskelivet. Staten må lade nogle fagpersoner tage ansvaret og foretage valgene, når det gælder den pædagogiske praksis. I længden er det det mest optimale og sådan får vi ”mest for skattepengene”

Men hvordan skulle den amerikanske industri så komme ind på det danske marked på det område? Når der ikke var metode-koncepter, lærebogsmidler og opkvalificeringskurser, der kunne sælges? Når lærerne som fagpersoner mest stolede på deres egen erfaring, viden og pædagogiske skøn, og tilmed ikke så videnskaben som svaret på alle undervisnings-bønner? Jo, det var faktisk alligevel helt nemt at gøre skole og uddannelser til kunder. Det tog få år, at gøre skole- og uddannelsesystemet til en ren industri. Først gjorde man lærerseminarierne til University Colleges og hermed forskningsbaserede. Så skabte man forskning på Danmarks Pædagogisk Universitetsskole ud fra angelsaksiske teorier, som derpå tydeligt viste, at alle dannelsesbaserede pædagogiske teorier var forældede, normative og uvidenskabelige, og at lærerne dermed straks skulle ændre deres viden og praksis. Så bad man kommunerne dokumentere, at de opkvalificerede deres lærere, og derfor skulle der jo købes kurser og uddannelser med tilhørende lærebogs- og it-systemer. Så kommunerne kunne dokumentere, at de opkvalificerede lærerene. Mærsk gav en milliard. Så nu kom der gang i penge-flowet. Undervisning skulle nu hedde læring, og så var 150 års tyske pædagogiske teorier forældet. Og ny forskning kunne nu købes og implementeres. Hu haj, hvor der kom gang i væksten.

Så indførte OECD-lande PISA-systemet. Hvor andre lande, der ikke havde autonome fagpersoner straks lærte at snyde på vægten og holde de elever hjemme, der trak ned i gennemsnittet. Forskning – finansieret af it-virksomheder i USA – viste nu, at it var helt nødvendigt for elever i en senmoderne samfund. Så nu kunne der sælges iPads, computere, software, hardvare, kurser. Politikere, forvaltnings- og skoleledere blev fløjet – præcis som læger, der skal til Caribien for at høre om et nyt produkt – til fjerne himmelstøj, hvor en professor tonede frem foran et stort powerpointlærred og fortalte – som Moses med de 10 bud på bjerget- at sandheden var kommet og det var alene et spørgsmål om at omvende sig. Det var blevet nye tider, for nye mennesker. ” De gamle har sagt jer, men jeg siger….” Der måtte købes ny, hvis man skulle overleve!!!

Så nu har vi mange aktører på skole- og uddannelsesområdet, og de fleste private. Vi har et hav af konsulenter, der har egen firma, som tilbyder undervisningskoncepter, såkaldte pædagogiske værktøjer og lærebogssystemer. Der er ikke råd til, at lærere selv planlægger og evaluerer, siger regeringen, kun råd til at de gennemfører undervisningen, så nu er markedet åbent for metoder og kurser for planlægning og evaluering. Lige præcis det, som folkeskolelærere helt selv ydede for en tiendedel af prisen førhen, fordi det simpelthen var en del af deres uddannelse og opgave. Men planlægningen ligger nu i it-systemer og hos centrale statslige konsulenter, der udvikler matrixsystemer med fællesmål, læringsmål, kompetencemål, opmærksomhedspunkter osv.…. Det skal bare købes koncepter, kurser, lærebogssystemer først …. Jo OECD-lande ved, hvordan penge kommer i flow.

Og sygdom og uddannelse skal ikke sådan gå fri .

Der, hvor folkeskolelæreren førhen gik ud i en skov, havde en cirkusuge, tog mobning op i klassens time, kommer der nu ph.d.er og konsulenter fra karrierevirksomheder ud på skolerne for at indføre de nu u-kreative folkeskolelærere i kreativitet. At undervisningens musiske-praktiske-æstetiske dimension var en del af læreruddannelse førhen, er glemt. Det var jo det gamle. Nu må de forældede lærere lade være at “eksperimentere i blinde”, det har vi jo nu forskere til og et hav af forvaltningsfolk. Selvom det forholder sig sådan, at der netop nu virkelig eksperimenteres i blinde med forskningsbaserede projekter, der tager udgangspunkt i angelsaksisk empiri fra andre himmelstrøg og kulturer. De skal bruges i Danmark. Så undervisning hedder nu “classroommanagement”. Didaktik hedder nu “læringsmålstyret” undervisning. Pædagogik hedder nu “relationsarbejde”. Og danske elever antages at have samme læringsforudsætninger som newzealandske, canadiske og amerikanske elev. Det er et i sandhed et megaeksperiment, men det må forskere gerne nu. Ikke folkeskolelærere. Det burde forholde sig omvendt.

Mens en eller anden forsker fra New Zealand og Silicon Valley nu har planlagt undervisningen i Skodborg syd for Kongeåen, så har vi også firmaer og systemer til at evaluere den undervisning. Efter samme koncept. Og derfor er planlægningen altid en succes. Det foregår foran computeren, hvor et hav af akademiske administratorer vurderer noget, som andre akademikere har planlagt, hvorpå de udfører nogle gennemsnitlige beregninger og statistikker, således at den enkelte skole kan få udbetalt penge alt efter, hvor artige de har været og hvor meget, der er scoret i dansk og matematik. Hvordan scoringen kom i hus eller om eleverne ville have scoret endnu mere, hvis der ikke havde været planlagt og evalueret, som der blev, det melder historien ikke noget om. Praksis er for beskidt til at kunne behandles med en computer. Og hvis man beder nogle bestemte elever blive hjemme på bestemte dage, melder historien heller ikke noget om det. Selvom det var sådan Japan og England fik deres store PISA-scoring. Det hedder “Teaching to the Test” og hed på gammel dansk “Fedt & Snyd”.

Således har vi effektiviseret sundheds- og skole-/uddannelsesområdet. Og vi er blevet ædt op af en abstrakt og konstrueret børsnoteret verden, der intet har med virkeligheden at gøre. Men som er en stor succes…set med egne øjne.