Fra mundtlig til skriftlig kultur

Stemmen er multi-intelligens; den kræver at alle sanserne er i brug i et split komplekst sekund i absolut nærvær.

Nu har den pædagogiske og politiske debat været optaget af folkeskolens rummelighed og undervisningsdifferentiering i årevis. Det virker dog som om, vi samtidig bevæger os ud af oplysningstiden.

Det er ikke længere de gejstlige, der udlægger teksten, men psykologerne og sociologerne. Hver uge komme en ny phd-afhandling eller et eller andet forskningsresultat, der udsiger åbenbarende (åbenlyse ?) sandheder; at naturen indvirker positivt på menneskets sind eller helt usandsynlige sandheder, som at læringsmålstyret undervisning i Hattie-stil er opkvalificerede for Folkeskolens kerneydelse.

Enten er det ofte noget som mennesket kan erkende med sin medfødte fornuft, hvis det havde overskud til at tænke og samtale med kolleger. Eller det er forskningsresultater revet totalt ud af en dansk praksissammenhæng, så man som folkeskolelærer måbende må høre på det rene vås, uden at kunne kritisere. For det hele er en abstraktion. En konstruktion. Uden for pædagogisk rækkevidde. Det vil sige uden praktisk fornuft.

Det er som om, vi ikke kan eller tør bruge vores sunde fornuft længere. Jeg er bange for, vi nu lærer det i uddannelsessystemet – at der skal være belæg for tingene via boglige og forskningsbaserede referencer. Ellers er det bare ’synes-er’, der lige så godt kunne udsiges af en husmor og ikke en uddannet professionel. …siger lektoren strengt og meget akademisk til de studerende. Som præsten før i tiden refererede til biblen. Men jeg kender mange, der er kloge på erfaring og mange der er blevet dummere på skolebænke. Lederkurser er gode eksempler, for ingen fornuftig erfaren leder kunne selv komme frem til NPM-strategier. Den tankegang har været milevæk fra sund fornuft og praksis for at kunne blive udtænkt.

Dorthe Jørgensen fra Idehistorie i Århus mener, at postmoderne akademikeres blik på verden ikke er intellektuel, men teknokratisk. De er en brik i videnssamfundet. En samfundsforståelse, som nyliberale har identificeret og bildt massen ind, kræver fleksibilitet via uddannelse, forskning og kompetencer. Og dette videnssamfund kræver evaluering, så vi ikke bare mener og synes noget, men også har belæg for det og kan måle det. Denne evaluering foregår selvsagt skriftligt – det er nemmest at forstå fra skrivebordet, af teknokratiet.

Derfor bliver faglighed, som altid, opfattet som skriftlighed eller boglighed. At være professionel, faglig, teoretisk…handler altid om skriftlighed. Læg mærke til det; gang på gang er kildevisninger og skriftlige afleveringer blevet måden at dokumentere viden på. Hvis noget er læst eller nedskrevet, så er det målbart og dermed sandt. Står en lærer med sine 25 års erfaringer, opfattes det i den offentlige debat i dag som syns’ninger og subjektive betragtninger. Men hvad skal så korrigere alle de ”sandheder” som den videnskabelige forskning kommer frem til i øjeblikket?

Den skriftlige kultur får denne aura af abstrakthed, hvor aktører kan afholde sig for at blive person-, situations- og tidsafhængige. Abstrakthed kræver generelle udtryk, der så blindt defineres som faglige, idet de er uafhængige af konteksten, kronologien og aktørerne. Men den form for overfladisk faglig forståelse går altså ikke inden for den pædagogiske praksis. Her er praksis primær. Og det meste afhængig af person, tid og sted.

Jamen er den videnskabelige-akademiske skriftlighed automatisk en kvalitet? Og behøver den mundtlige kultur omvendt at blive forbundet med en tavs viden, hvor ”Mor-Karen” gør, hvad hun plejer og ikke kan foretage en refleksion, fordi hun ikke ejer abstraktionsevne? Er den mundtlige kultur virkelig alene forbundet med flygtighed og alt for meget afhængighed af tid, sted og person?  Kunne det tænkes at mundtligheden er lige så åndfuld og potentiel faglig, fordi den kan være uhyre kompleks – modsat skriveprocessens langsommelighed og det skrevne ords monologiske stivhed?

Tænk på Sokrates, tænk på Grundtvig – vi har en lang dannelsestradition, der bygger på den sokratiske dialog og den levende vekselvirkning. Denne tradition drukner snart i netundervisning og teknokratisk it-styring. Hos Grundtvig hed det ’det døde bogstav’ – ikke fordi det var nedskrevet, men fordi det var tavst, monologisk og uden sanselig appel. Mundtligheden repræsenterer en kultur, der har værdi i sig selv. Selvom den kræver tillid. Tillid til dem, der bærer den mundtlige kultur. Fordi den ikke kan gentages, ikke kan være genstand for statistikker eller sendes i et matrixsystem.

Skriftlighedens omsiggribende dominans finder vi i stigende grad på læreruddannelsen.

Desværre – for mundtligheden giver mulighed for dialogens kompleksitet, stemmens sanselige udfoldelser og nærværet, der har sin egen pædagogiske tiltrækning. Forsøg bare at læse lektier i en bus, mens der er nogle der fører en privat samtale lige fra shopping til fodvorter. Man drages ind af samtalen, danner sig billeder af de talendes liv før og efter busturen og deres indbyrdes forhold. Man forsøger at fylde hullerne ud (hvor kommer de talende fra? etc.) og hele hovedet kører på overtryk, imens man forsøger at læse bogens sætninger igen og igen, men må til sidst opgive. På løgstrupsk maner kommer nærværet først, trænger sig på og det skrevne skolastiske ord ligger koldt klar til ligegyldig dissektion.

Prøv at tænde for radioen og lyt til P1, mens du står og vasker op. Mens du bevæger dig, hører du oplæserens forklaringer. Det være sig et dokumentarbillede af samfundets udstødte eller en gennemgang af filosoffers tanker. Når man står der og er i gang, bevæger kroppen, koncentrerer man sig optimalt. Stemmen giver mere end ordene, den giver en stemthed, et helt univers. I kender det fra gåture med venner eller over malerbakken. Man taler så godt, mens man er i bevægelse, talen er en del af sanserne.

At bruge stemmen er et kunstværk og en del af al pædagogisk praksis er dramaturgien. Vi iscenesætter rummet. Undervisning består primært af nærvær, stemmens sanselighed og de mundtlige spilleregler. Retorik kan være farlig, men uden en forståelse for talens muligheder bliver al møde uden form og derfor også uden indhold. I talen møder vi hinanden og kan berøres, møde modstand, mærke meningen, finde sandheder sammen. Samtalen er levende. It-programmer er alene værktøjer til hukommelsen. Et fantastisk arkiv. Muligheden for at søge information. Og læse for sig selv. Men skolen handler om samtalen. Om fællesskabet. Om det person-, tids- og stedsafhængige. Om mulighederne. Ikke kun de allerede praksis-fjerne planlagte mål.

 

 

 

 

 

.